Ikke sejt at ryge: Unge kvitter smøgerne

Mangler du en lighter, skal du ikke spørge en ung om at låne en.

De unge under 15 år er i stor stil holdt op med at ryge, viser en endnu ikke offentliggjort rapport om unges rygevaner fra Statens Institut for Folkesundhed. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

På bare fire år er antallet af daglige rygere næste halveret - fra godt 10 procent til godt 5 procent.

En fantastisk udvikling, mener formanden i Kræftens Bekæmpelse, Frede Olesen.

- De unge synes simpelthen ikke længere, at det er sejt at ryge, siger han.

Han forklarer udviklingen med, at samfundets grundholdning til rygere har ændret sig.

Lærere og pædagoger må ikke længere ryge i skolegården, elever må ikke ryge på skolens matrikel, og det er forbudt at ryge på restauranter, banegårde osv. Med andre ord: Rygerne er blevet uønskede, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten

Men glæd jer ikke for tidligt, advarer fremtidsforsker Anne Skare Nielsen fra firmaet Future Navigator. Rygning kan ikke udryddes helt, for de unge starter i trods. De ved godt, at det er farligt at ryge.

- Det helt afgørende for antallet af unge rygere er ikke velmenende og advarende kampagner, der fortæller hvor utjekket og farligt det er at ryge. Det eneste, der betyder noget for de unge, er rollemodeller, siger hun til avisen.

Hun mener, at det mest effektive middel er at holde de unge helt fra røgen og sætte ind allerede i barndommen.

- De skal præges med billeder af, hvor ulækkert og klamt det kan ende, i en grad så det sætter sig fast, mener hun.

- Man skal sætte en fuldstændig ulækker storryger, der hoster og harker gule klatter, i skolegården. Han lugter og ser skidt ud. Det vil sætte sig fast.

Dagens Gossip

Dagens TV