Ikonisk James Bond-bil under hammeren

Vi taler om den specialbyggede, hvide Lotus Esprit, som agent 007 benyttede som ubåd i den legendariske undervandsscene fra filmen »The Spy Who Loved Me« fra 1977.

Den propeldrevne ubåds-sportsvogn sættes på auktion for første gang, og ifølge Sky News ventes vidunderet at indbringe et sted mellem 650.000 og 950.000 pund, hvilket i danske kroner svarer til mellem 5,8 og 8,4 millioner.

»Gennem årene har millioner af filmgængere kigget på i ærefrygt, mens Lotusen omdannede sig selv til en ubåd,« siger Max Girardo fra auktionshuset RM Auctions Europe, som står for salget.

Auktionshuset oplyser, at det i sin tid kostede cirka 65.000 pund at bygge bilen, hvilket svarer til 330.000 pund i nutidige penge.

Selv om bilen efterhånden har flere årtier på bagen, skulle den efter sigende stadig fungere.

Selv om det var Roger Moore, der spillede agent 007 i »The Spy Who Loved Me«, var det ikke ham, der benyttede bilen under optagelserne. Det var, beretter Sky News, en tidligere marinesoldat fra det amerikanske militær.

Se billeder af bilen herunder: 

Dagens Gossip

Dagens TV