Illegale skal kunne blive statsborgere

Et panel i det amerikanske senat har sagt god for et lovforslag, der baner vejen for statsborgerskab til USA's 11 millioner papirløse indvandrere.

Forslaget lægger op til nogle af de største forandringer i immigrationslovgivningen i årevis, og det skal behandles af resten Senatet i juni, hvor der forventes en ophedet debat om det kontroversielle emne.

Præsident Barack Obama har gjort det til en af sine hovedprioriteter for sin sidste embedsperiode at sikre muligheden for statsborgerskab til de mange illegale indvandrere fra Latinamerika, som bor og arbejder i USA uden at have papirerne i orden.

- Jeg opfordrer hele Senatet til at stemme om dette tværpolitiske lovforslag så hurtigt som muligt, og jeg håber, at processen vil lede til flere forbedringer, siger Obama i en meddelelse fra Det Hvide Hus.

Han roser samtidig panelet for at være på linje med hans målsætninger.

Lovforslaget lægger blandt andet op til, at de millioner af illegale indvandrere efter et 13-årigt forløb kan blive statsborgere.

Forslaget indeholder også stramninger i sikkerheden ved grænsen til Mexico, hvilket bliver set som et forsøg at tilfredsstille konservative kræfter, der kræver en hård kurs over for de illegale indvandrere.

Forslaget lægger også op til andre ændringer. Blandt andet i højtuddannedes mulighed for at arbejde i USA - et ønske fra landet teknologivirksomheder.

Det var også foreslået at give befolkningen ret til at være sponsor for en partner af samme køn fra et andet land. Men forslaget blev trukket tilbage, inden der kunne stemmes om det.

Både Demokrater og Republikanere havde advaret om, at forslaget ville lede til hård modstand i begge Kongressens kamre.

Meningsmålinger har vist, at illegal indvandring er et af de spørgsmål, som optager de amerikanske vælgere mest. Mange arbejder som lavtlønnede industriarbejdere eller som gartnere, hushjælp eller mekanikere.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip