Illegalt arbejde: Markant flere udlændinge bliver sigtet

Lave lønninger og kummerlige arbejdsforhold er virkeligheden for en stigende strøm af udlændinge i Danmark. De arbejder ulovligt i eksempelvis restauranter, kiosker og i rengøringsbranchen, skriver Jyllands-Posten.

Mens 289 udenlandske arbejdstagere i 2010 blev sigtet for at arbejde ulovligt i Danmark, var antallet sidste år mere end fordoblet til 626.

Samtidig er antallet af arbejdsgivere, der sigtes efter udlændingeloven, steget fra 223 i 2010 til 388 sidste år, skriver avisen.

Tallene baserer sig på en opgørelse fra Nationalt Udlændingecenter (NUC) under Rigspolitiet. Centret peger på, at en del af stigningen skyldes et øget fokus på ulovligt arbejde.

Men ifølge Østjyllands Politi og Københavns Politi skyldes stigningen også, at der er kommet flere immigranter, der arbejder ulovligt.

- Stigningen er en kombination af, at der er en øget tilstrømning af immigranter til Danmark, og at Københavns Politi har øget indsatsen mod ulovligt arbejde, siger Tom Struve, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, til Jyllands-Posten.

Den øgede tilstrømning af immigranter har fået det illegale arbejdsmarked i Danmark til at vokse, og politiet opdager derfor kun "toppen af isbjerget", vurderer Shahamak Rezaei, der er lektor og forsker ved Samfund og Globalisering på RUC.

Han peger på, at man i Norge har estimeret antallet af illegale arbejdere til mellem 20.000 og 25.000.

Partier fra begge sider af folketingssalen efterlyser øget kontrol og strengere sanktioner. Justitsminister Karen Hækkerup (S) vil gå hårdt efter bagmændene.

- De snyder os alle sammen, når de bruger illegal arbejdskraft, og det har jeg overhovedet ikke nogen respekt for, siger Karen Hækkerup til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Dagens Gossip