Imam: Svært at opdage radikaliserede fanger

Skrevet af admin

17/01/2015

Dagens topnyheder

Det er svært at opdage de radikaliserede indsatte, der findes i danske fængsler, lyder det fra en tidligere fængselsimam, efter at nye tal viser, at der har været 39 indberetninger om fanger, der udviser mistænkelig ekstremistisk adfærd.

Naveed Baig, der er tidligere fængselsimam og imam ved Dansk Islamisk Center, advarer mod at stigmatisere folk med en anden tro.

- Det er meget, meget svært at se, men der er forskel på holdninger og handlinger. Vi tager udgangspunkt i folks handlinger og ikke intentioner. Indtil der er noget decideret ulovligt, kan vi ikke gribe ind i folks tankeverden.

- Når man snakker om forholdene: "hvordan er det at være dig", så kan det være, at de viser tegn på frustrationer og vrede eller ligefrem fortæller om et ønske om at rejse til Syrien, men det er svært andet end at have samtaler, siger han.

På to år har Kriminalforsorgen modtaget 39 indberetninger om indsatte, der udviser mistænkelig ekstremistisk adfærd.

I de danske fængsler er en særlig medarbejderstab uddannet til at opfange signaler om radikalisering. I dag kan fængslerne flytte indsatte, der i høj grad forsøger at påvirke deres medfanger i en negativ retning.

Vurderingen er, at fængselsimamer kan være med til at afværge radikalisering af danske fanger, siger Naveed Baig.

- Det er svært at sige, om tallet havde været højere, hvis der ikke havde været imamer. Men forskningen i andre lande peger på, at imamerne er med til at give tryghed til ansatte og indsatte i forhold til spørgsmålet om radikalisering.

- Imamer kan guide de unge gennem en svær tilværelse, hvor radikalisering kan friste nogen. Men alle har en rolle. Fængselsbetjentene skal klædes bedre på, det gælder også ledelsen, udslusningsarbejdet og den gejstlige bistand, siger han.

/ritzau/