Imamer: TV2-dokumentar har skadet integrationen

Skrevet af admin

13/03/2016

Mest læste i dag

De muslimske imamer, der søndag har været samlet ved Islamisk Kulturcenter i København, skyder med skarpt efter TV2.

De 31 imamer, der deltog på mødet, udtrykker fordømmelse af tv-stationen for at have bragt dokumentarserien "Moskeerne bag sløret".

Dokumentaren har ved hjælp af skjult kamera afsløret, at imamer fra otte moskeer blandt andet har undervist i stening af utro kvinder og vejledt kvinder til at blive hos deres voldelige mænd.

Imamerne fordømmer samlet den måde TV2 har brugt optagelserne imod de islamiske organisationer og mener, at dokumentaren har skadet 30 års integrationsarbejde, som de islamiske organisationer har lavet.

- TV2-dokumentaren er ødelæggende for integrationen, fordi imamer og organisationerne spiller en stor rolle blandt muslimer i Danmark og for integrationen.

- Den måde TV2 har stillet de otte organisationer er meget negativt, siger Anoura Touini, der er talsmand for de 31 organisationer og bestyrelsesmedlem i Københavns Moské Imam Malik Institut.

Han siger på vegne af de forsamlede imamer, at man også fordømmer de "kollektive straffe, som kommuner, ministerier eller politikere vil gøre brug af for at straffe muslimer i Danmark".

Denne del af udtalelsen er angiveligt møntet på, at eksempelvis Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) har trukket sin støtte til en ny stormoské i Aarhus på baggrund af udsendelserne.

Imamerne er blevet kritiseret for at råde og vejlede ud fra den islamiske sharialov. Men det har vi lov til, lyder det i udtalelsen fra imamerne, hvor det formuleres, at:

"Muslimer har lov til at søge rådgivning om islam og islamiske regler og islamisk sharia i de forskellige islamiske trossamfund".

Og organisationerne har tænkt sig at blive ved med at vejlede muslimer rundt om i landets moskéer.

Til spørgsmålet om de islamiske organisationer selv mener, at de har begået fejl og kan klandre sig selv for noget af den negative opmærksomhed, de har modtaget de seneste par uger, er der ingen kommentarer.

- Jeg har ingen kommentarer til det, siger Anoura Touini, talsmand for de 31 organisationer.

Imamerne mødtes allerede for elleve dage siden efter den første del af dokumentaren var blevet vist. Dengang endte mødet uden konklusion, da man ville vente med at udtale sig, indtil alle udsendelser var blevet vist.

/ritzau/