IMF afviser at udbetale penge til Grækenland

Chefen for Den Internationale Valutafond (IMF) har mandag meddelt Grækenland, at fonden ikke kan udbetale penge til landet, så længe grækerne ikke har betalt det aftalte afdrag på lånet til de internationale kreditorer.

Meddelelsen kom fra IMF-chef Christine Lagarde mandag i en telefonsamtale med Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, oplyser en unavngiven repræsentant for IMF til Reuters.

Grækenland skulle have betalt et afdrag på 1,6 milliarder euro til IMF i sidste uge, men bad om udsættelse. IMF har endnu ikke taget stilling til forespørgslen.

Hvis IMF ikke bevilger en udsættelse til grækerne, vil lånet blive betragtet som misligholdt, og dermed kan IMF ifølge sine egne regler ikke udbetale flere penge.

- Den administrerende direktør forklarede fondens manglende evne til at udbetale i henhold til sin restancepolitik, lyder det fra IMF-repræsentanten med henvisning til grækernes misligholdte afdrag.

Tidligere på dagen sagde Christine Lagarde ellers ifølge IMF, at valutafonden om nødvendigt er klar til at hjælpe Grækenland, også efter at et stort flertal af vælgere stemte nej ved søndagens folkeafstemning.

- IMF har noteret sig gårsdagens folkeafstemning i Grækenland. Vi følger situationen tæt og står klar til at hjælpe Grækenland, hvis vi bliver bedt om det, sagde hun.

Men nu har piben tilsyneladende fået en anden lyd.

Ved søndagens folkeafstemning besluttede et overvældende flertal på 61 procent af grækerne af afvise kreditorernes krav om at stramme bæltet yderligere ind.

Resultatet har medført en række krisemøder i EU-systemet. Tirsdag finder et hasteindkaldt topmøde sted i Bruxelles, hvor stats- og regeringscheferne fra eurolandene skal diskutere deres næste træk over for grækerne.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV