IMF-chef Lagarde skal i retten i Tapie-sagen

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

Chefen for Den Internationale Valutafond (IMF), Christine Lagarde, som er tidligere fransk finansminister, står over for en retssag i Frankrig for forsømmelighed i forbindelse med en omfattende sag, hvor finansmanden Bernard Tapie i 2008 fik over 400 millioner euro (op mod tre milliarder kroner) i erstatning fra staten.

Lagarde siger, at hun vil appellere.

hun skal for retten i en særlig domstol, der tager sig af sager om ministres embedsførelse, rapporterer tv-kanalen iTele og hjemmesiden Mediapart

Udbetalingen vedrører en strid mellem Tapie og den statsejede bank Crédit Lyonnais efter Tapies salg af Adidas i 1993.

Der er mistanke om, at Tapie fik en særlig gunstig behandling, fordi han støttede den daværende konservative præsident, Nicolas Sarkozy.

I en erklæring udtrykker IMF's bestyrelse, som repræsenterer 188 lande, fuld tillid til Lagarde og til hendes evner til fortsat kompetent at udføre sit arbejde.

Lagarde har tidligere været belastet af den spegede sag og er blevet "grillet" af den særlige domstol i Paris.

Lagarde har hele tiden afvist anklager mod hende selv. Hun er tidligere udelukkende blevet afhørt som vidne.

Tapie hævder, at Crédit Lyonnais bedrog ham ved at sætte prisen på hans andele i det tyske sportstøjfirma Adidas for lavt i en handel mellem forretningsmanden og banken.

Lagarde sendte tvisten for en voldgiftsdomstol, der i 2007 dømte til fordel for Tapie, hvilket førte til beskyldninger om, at finansmanden havde opnået særbehandling til gengæld for støtte til Sarkozy.

Torsdagens afgørelse, som er truffet af den særlige domstol - Cour de justice de la Republique - kommer som en overraskelse, da Frankrigs øverste anklager i september anbefalede, at en videre efterforskning af Lagardes rolle blev droppet.

/ritzau/AFP