IMF's Lagarde: Global vækst bliver skuffende i 2016

Skrevet af admin

30/12/2015

Dagens topnyheder

Christine Lagarde, lederen af Den Internationale Valutafond (IMF), skriver i et indlæg i den tyske erhvervsavis Handelsblatt onsdag, at den globale vækst vil blive skuffende lav i 2016.

Lagarde skriver, at udsigten for den globale økonomi på mellemlang sigt er blevet forværret som følge af lav produktivitet, aldrende befolkninger og fortsatte følger af den globale finanskrise.

- Desuden bidrager stigende renter i USA og et økonomisk tilbageslag i Kina til usikkerhed og risikoen for økonomisk usikkerhed på globalt plan, skriver Lagarde,

- Normaliseringen af USA's monetære politik og Kinas nye vækstmodeller er nødvendige og sunde, men det skal føres ud i livet på en meget effektiv måde og så problemløst som muligt, hedder det videre.

- I mange lande er de finansielle sektorer stadig mærket af finanskrisen, og i de nye vækstøkonomier i Den Tredje Verden er den finansielle politik stadigt mere risikabel. Det betyder, at den globale vækst i 2016 vil blive skuffende og ujævn.

Andre økonomer har haft fokus på, at bedre vækstudsigter for Rusland og Brasilien i kombination med lave renter og en lav oliepris kan trække verdensøkonomien i den rigtige retning.

I takt med at faldet i råvarepriserne ebber ud, og udviklingen stabiliserer sig i vækstøkonomier som Kina, vil den globale vækst ifølge Nordea vende tilbage til 3,5 pct. i 2016 fra 3,1 pct. i 2015.

Lagarde, der er tidligere fransk finansminister, er administrerende direktør for IMF. Hun blev i 2014 kåret af Forbes Magazine som den femte mest magtfulde kvinde i verden.

/ritzau/Reuters