Im's pårørende bobler af glæde over ny lov

Ikke overraskende er glæden særdeles stor hos de pårørende til syvårige Im Nielsen og hendes mor, Suthida Nielsen, der på lovlig vis nu kan vende tilbage til Danmark.

- Vi er lige ved at boble over af glæde, siger Anders Christiansen, der er formand for støttegruppen for Im.

Onsdag aften blev Folketingets partier, med undtagelse af Dansk Folkeparti, enige om en ny lov med tilbagevirkende kraft, der betyder, at personer ikke kan udvises, hvis den herboende ægtefælle dør, som tilfældet er i sagen om Im Nielsen.

Fremover vil udlændinge, der mister en ægtefælle, blive sidestillet med voldsramte ægtefæller og derfor få lov til at blive i landet.

Justitsminister Morten Bødskov (S) sagde ellers tirsdag blankt nej til, at han kunne ændre loven med tilbagevirkende kraft, men vendte på en tallerken onsdag og indkaldte alle partierne til møde.

- Forløbet har været den vildeste rutsjebanetur. Vi er gået fra at være utrolig kede af det, til at være fortrøstningsfulde til den helt store nedtur i søndags, da Im og hendes mor blev sendt ud af landet, og så til nu, hvor vi bare er så glade, siger Anders Christiansen.

- Vi har arbejdet intensivt, fordi vi simpelthen syntes, at det var så uretfærdigt, og det er nu lykkes os at få ændret reglerne. Det er vi bare så glade, tilføjer han.

Ims mor, Suthida, er også både rørt og lykkelig over udviklingen i sagen. Hun glæder sig til at fortælle sin datter den gode nyhed.

- Det er jeg meget glad for. Det er helt fantastisk. Det har vi kæmpet for i så lang tid.

- Hun (Im, red.) sover lige nu, men jeg vil fortælle hende i morgen, at vi kan komme hjem fra Thailand nu, siger Suthida til DR.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV