Indbrud, brande og hærværk på Bornholm omkring nytåret

Bornholms Politi har flere ting på døgnrapporten omkring nytår.

Søndag fik politiet fik en anmeldelse om, at der var stjålet ca. 450 liter fyringsolie fra en olietank på Ølenvej i Pedersker. Det var sket ved hjælp af slanger, som var stukket ned i tanken og brugt til at suge olien op med.

Søndag ved 16-tiden blev der meldt om brand i en bioovn på Store Torvgade i Rønne. Branden kunne slukkes med et brandtæppe af brandvæsenet.

Nytårsaftensdag ved 11-tiden opdagede en mand, at fordøren i hans bil var blevet brudt op. Bilen, der holdt på Kirsebærstien i Rønne var gennemrodet, men tilsyneladende blev der ikke stjålet noget.

Der har været indbrud i kiosken på Sandkås strand. Gerningsmanden har klippet hængelåsen på døren op, for at komme ind, men intet blev stjålet. Indbruddet er sket mellem den 14. december til 31. december.

Nytårsaften ved 21.30-tiden var en hestgået ud af sin indhegning på Splitsgårdsvej i Klemensker. Hesten befandt sig tæt på vejen. Ejeren blev kontaktet, så hesten kunne indfanges.

En knallertkører blev nytårsaften ved 21.30-tiden standset på Byledsgade i Rønne. Det viste sig, at han havde fået rigeligt at drikke - promillen blev målt til 1,68. Knallertkøreren blev fragtet til Bornholms Hospital til udtagelse af en blodprøve og sigtet for spirituskørsel.

Klokken 23.10 gik der ild i en skraldespand på Store Torvegade i Rønne. En borger anmeldte, at der stod høje flammer op af en skraldespand. Ilden kunne slukkes med en pulverslukker.

Nytårsnat ved 1-tiden brændte en container på P.A. Holms Plads i Rønne. Containeren stod i nærheden af et hus. Brandvæsenet slukkede ilden og fyldte containeren med skum, så den ikke kunne brænde yderligere.

En mand blev ved 1.30-tiden aggressiv overfor ambulancepersonalet i en ambulance, der var blevet tilkaldt til Søndergade i Rønne, fordi manden var blevet dårlig. Politiet blev tilkaldt, og manden blev kørt til skadestuen med assistance fra patruljen. På skadestuen fik han beroligende medicin og blev indlagt til observation. Han blev dog aggressiv igen, og endte sin nytårsaften i detentionen på politigården i Rønne.

En mand blev nytårsmorgen ved 5.45-tiden meget ophidset over ikke at kunne komme ind på Palæ Cafeen i Rønne, der på det tidspunkt var lukket for natten. Det fik ham til at smadre indgangsdøren. Da politiet ankom, blev manden anholdt, da han fortsat udviste truende og aggressiv adfærd, og han blev anbragt i detentionen på politigården i Rønne.

En postkasse blev nytårsdag sprængt i luften af fyrværkeri. Det skete klokken 10.45 på Stationsvej i Nyker.

Fyrværkeri blev nytårsdag ved 14.50-tiden skudt gennem en rude på Vestergade i Hasle, så der blev brændt hul i møbler og gulv.

Dagens Gossip