Indbrudstyv gemte våbenlager på loftet

Skrevet af admin

24/07/2015

Dagens topnyheder

En 46-årig mand er ved Retten i Roskilde blevet idømt to års fængsel, efter at politiet fandt et mindre våbenlager på hans landejendom.

Det skriver Dagbladet Roskilde.

Politiet fandt frem til våbenlageret under efterforskningen af et indbrud, som Michael Harild sammen med en kammerat havde begået hos Lejre Kommunes park- og vejafdeling.

Blot et par timer efter indbruddet dukkede ordensmagten op på hans landejendom ved Gundsømagle nordvest for København.

Under den efterfølgende ransagning fandt politiet en skarpladt tjekkisk revolver, et oversavet jagtgevær og flere andre våben gemt over nogle loftsplader.

I retten forklarede Michael Harild ifølge Dagbladet Roskilde, at han kun havde brugt våbnene til at skyde til måls efter nogle gamle bilvrag, og at han havde våbnene for at sælge dem videre.

/ritzau/