Indbrudstyv skyder politihund

Det var efter alt at dømme et mindre kraftigt våben af kaliber 22, som natten til søndag sårede en politihund i Hvidovre.

Det viser de foreløbige retsmedicinske undersøgelser, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har fået foretaget i sagen.

DUP efterforsker sagen, fordi en politimand i forbindelse med jagten på en tyveknægt affyrede tre skud mod tyven, efter at denne havde skudt hunden.

- Ifølge de foreløbige undersøgelser har tyven kun affyret det ene skud, som har ramt hunden, fortæller efterforskningschef i DUP Niels Raasted til Ritzau.

Københavns Vestegns Politi blev natten til søndag alarmeret om et igangværende indbrud på Catherine Boothsvej i Hvidovre. Fremme på stedet var en hundepatrulje.

Hunden blev såret af skud. Den har været på operationsbordet og meldes uden for livsfare.

- Den er ramt ved brystet og halsen, og de foreløbige undersøgelser viser, at skuddet er faldet oppefra og ned, siger Niels Raasted.

Ifølge DUP's oplysninger befandt hundeføreren sig cirka 10 meter bag hunden, da den blev skudt.

Ifølge Niels Raasted har man en formodning om, at tyveknægten har anvendt et enkeltskudsvåben, som ikke udkaster et patronhylster på samme måde som en pistol.

- Den giver heller ikke så højt et brag, fortæller Niels Raasted.

Et kaliber 22-våben anvender ammunition med en diameter på 0,22 tomme, hvilket svarer til 5,6 millimeter. Det kaldes også en salonpatron. Det er et væsentligt mindre kraftigt våben end det, som for eksempel politiet bruger.

Ordensmagtens tjenestevåben er udstyret med 9 mm-ammunition, der, som navnet antyder, har en diameter på ni millimeter.

I forbindelse med efterforskningen af sagen ønsker DUP at komme i kontakt med vidner, heriblandt tyven selv.

- Vi er uafhængige, så han kan godt henvende sig til os, uden at vi giver navnet videre, fortæller Niels Raasted.

/ritzau/

 

Dagens Gossip