Indbrudstyv skyder politihund og truer betjent

Lidt før midnat lørdag aften modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om et indbrud på Catherine Boothsvej i Hvidovre. En indbrudstyv var ved at stikke af, og nogle borgere valgte at følge efter ham, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Flere politipatruljer - herunder en patrulje med politihunde - eftersøgte indbrudstyven i området.

Kort efter meldte en hundefører, at en gerningsmand havde skudt på hans tjenestehund, og at han desuden havde truet hundeføreren med et skydevåben. Hundeføreren afgav skud mod gerningsmanden, som løb væk fra stedet, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Gerningsmanden eftersøges nu intensivt, og det var tidligt søndag morgen uvist, om han er ramt af skud.

Manden beskrives som mellem 170 og 180 centimeter høj med sort kort hår. Han var iført en karrygul jakke, posede bukser, gummisko og en armygrøn kasket.

Københavns Vestegns Politi søger vidner i sagen. Har man oplysninger, bedes man ringe på telefon 4386 1448.

Ser man gerningsmanden, skal man ikke kontakte ham, men straks ringe til 112, siger vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi.

Hunden er ramt af skud og bragt til behandling. Den er uden for livsfare.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er underrettet, hvilket er standardproceduren, når en betjent affyrer sit tjenestevåben.

BNB

Dagens Gossip