Indbrudstyve har holdt politiet beskæftiget juleaften

Det har været en jul stort set uden voldsom kriminalitet, melder landets politikredse.

På Frederikssundsvej i København er en mand blevet skudt i brystkassen, men ellers er juleaften forløbet forholdsvis stille. Dog har tyveknægte, der er brudt ind i danske hjem og stjålet værdier, mens beboerne har fejret julen andre steder, holdt politiets patruljer over hele landet i gang.

»Det er primært indbrud, vi har været ude at kigge til, og dem har der været forholdsvis mange af. Men ellers ikke noget markant,« siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Ivan Gohr Jensen.

Samme melding kommer fra de fleste andre kredse. Blandt andet har Nordjyllands Politi fået 26 indbrudsanmeldelser midt på natten, Københavns Vestegn har modtaget 24 opkald om indbrud, og i Nordsjælland har omkring 30 haft besøg af en langfingret, ubuden gæst.

»Det, vi har brugt mest tid på, er faktisk indbrud. Men det er ikke nogen overraskelse,« siger vagtchefen hos Nordsjællands Politi, Ole Hestbæk, og henviser til, at juleaften som regel er en god dag at være indbrudstyv på, fordi mange har forladt hjemmet og ubekymrede spiser juleanden hos familie eller venner.

Selv på Bornholm, som de seneste år er gået fri for indbrud, har en enkelt husejer kontaktet politiet.

Alligevel peger flere på, at det ikke har været så slemt som forventet.

»Der har været lidt færre indbrud end sidste år. Ved midnat havde vi 18 villaindbrud og seks i lejligheder, hvilket er lidt mindre på den front,« siger vagtchef hos Københavns Vestegns Politi Brian Normann.

Og det giver kollegaen hos Nordsjællands Politi ham ret i.

»Det har ikke været så slemt, som jeg havde frygtet. Vi ligger på cirka 30 anmeldelser på indbrud. Det er rigeligt, men bedre, end jeg havde frygtet,« siger han.

De fleste kredse har endnu ikke gjort indbrudstallene op og forventer dem først i løbet af formiddagen juledag.

Dagens Gossip