Indbrudstyven holder ikke juleferie

Skrevet af Emma Kirstine Kejser

17/12/2012

Dagens topnyheder

I hele landet vil rigtig mange hjem ligge øde hen, og indbrudstyvene vil have frit spil.
Men på de mørke villaveje i Østjylland vil politiet nu også være at finde, da der den 24., 25. og 26. vil være sat stærkt ind med patruljer som kun har til opgave, at koncentrere sig om jule-indbruddene.

- Vi ved jo at indbrudstyvene er ekstra aktive i juledagene, så det er vi selvfølgelig også. Vi vil sørge for en øget patruljering i boligområderne, og have øjne og ører åbne overfor eventuelle ubudne gæster, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen, som står i spidsen for Østjyllands Politis særlige indbrudsstab.

Gør det besværligt for tyven

Uanset politiets indsats vil der altid være en risiko for at få besøg af indbrudstyve. Derfor råder leder af Østjyllands Politis kriminalpræventive sektion, politikommissær Allan Aarslev, østjyderne til at indbrudssikre deres huse, inden de rejser væk i julen.

- Det bedste middel imod indbrudstyvene er at give dem svære arbejdsvilkår. Det kan man blandt andet gøre ved at sikre sine døre og vinduer med gode låse og sikringsbeslag, - tyve bryder sig nemlig ikke om, at skulle bruge alt for lang tid på at komme ind og ud af huset, siger han.

Et andet godt råd er at sørge for, at huset ikke ser tomt ud. Det kan man for eksempel gøre ved at installere tænd/sluk-belysning, eller ved at alliere sig med sine naboer.

- Det gode nabohjælps-koncept er netop blevet relanceret – og det virker stadig! For tyvene bryder sig ikke om, at der bliver holdt øje med dem, siger Politikommissær Allan Aarslev.

Ved blandt andet at parkere sin bil i naboens carport, eller komme affaldet i deres affaldsspand, kan man nemt og effektivt få det til at se ud som om, at naboens hus ikke står tomt.
Få flere gode råd, og læs mere om nabohjælp på www.nabohjælp.dk

Yderligere oplysninger fås hos leder af Østjyllands Politis særlige indbrudsstab, vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen, på telefon 2270 1294.
Eller hos leder af Østjyllands Politis Kriminalpræventive sektion, politikommissær Allan Aarslev, på telefon 2270 1226.