Indbyggere flygter fra granatangreb i Donetsk-bydel

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Ukraine meldte tirsdag om kampe i den centrale del af storbyen Lugansk, der ligger i den oprørskontrollerede østlige del af landet.

Regeringsstyrker trænger dybere og dybere ind på oprørernes territorium, og det er første gang, at der er blevet meldt om kampe i centrale dele af Lugansk, efter at et yderdistrikt var blevet "befriet".

Der er tale om et vigtigt gennembrud for styret i Kijev, hvis det bliver bekræftet, at det ukrainske militær er rykket frem i Lugansk, der har været udsat for hårde granatangreb i de seneste uger, hvor mange står uden elektricitet og rindende vand.

Den blodige konflikt i den østlige del af den tidligere sovjetrepublik har nu kostet over 2100 menneskeliv siden april.

Ligene af 17 mennesker er blevet fjernet fra en buskolonne, som blev ramt af granater mandag. Busserne var ved at transportere flygtninge væk fra Lugansk.

En gruppe af indbyggere i storbyen Donetsk begyndte også at flygte tirsdag fra et område nær prorussiske separatisters hovedkvarter på grund af granatangreb, samtidig med at bevæbnede oprørere i stort tal kørte gennem gaderne, rapporterede Reuters' journalister på stedet.

Lugansk og Donetsk har i flere uger været omringet af den ukrainske hær.

Lugansk ligger tæt på grænsen til Rusland. Byen har været under de prorussiske oprøreres kontrol siden april.

En omstridt russisk nødhjælpskolonne sidder fortsat fast ved grænsen til Ukraine. Der er ingen oplysninger om, hvornår den får tilladelse til at køre ind i Ukraine.

Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) afventer sikkerhedsgarantier fra de kæmpende parter i det østlige Ukraine, før nødhjælpen kan krydse grænsen.

Nødhjælpskonvojen med de mange lastbiler er kontroversiel, fordi Ukraine mistænker den for at indeholde våben til oprørerne i den østlige del af landet.

/ritzau/AFP