Indeks afslører: Studieby afgør dine jobmuligheder

Skrevet af admin

02/07/2016

Mest læste i dag

Vil du have de bedste muligheder for at finde et job efter en endt uddannelse, så står du med gode kort på hånden med et diplom fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Et nyt universitetsindeks fra Akademikernes A-Kasse viser, at kun omkring hver syvende nyuddannede fra DTU rammes af ledighed i mere end halvt år efter endt uddannelse.

Indekset viser også, at valget af studieby er afgørende for mulighederne for at finde et job.

Eksempelvis risikerer kun syv procent af nyuddannede økonomer fra Københavns Universitet at blive ledige det første halve år efter endt uddannelse.

Til sammenligning er risikoen næsten tre gange større for nyudklækkede økonomer fra Roskilde Universitetscenter.

Også jurister fra København er markant bedre stillet end deres kolleger, der er uddannet i Odense.

Således har en jurist fra Københavns Universitet kun ti procents risiko for at blive ledig det første halve år efter endt uddannelse, mens der for fynske jurister er en 24 procents risiko.

Hos Dansk Erhverv er man ikke overrasket over skævvridningen.

- Ikke alle universitetsbyer har samme jobmuligheder for akademikere, og det betyder, at mange er nødsaget til at søge job andre steder end den by, de har studeret i.

Det siger Mette Fjord Sørensen, der er uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Hun understreger, at akademikere fra København ofte er bedre stillet, da de har bedre muligheder for at få studierelevante job under uddannelsen.

- Unge, der har studierelevant arbejde, står bedre, når de senere skal have job efter endt uddannelse. Og her spiller udbud og efterspørgsel en stor rolle, og det er nemmere at finde studierelevante job i København.

/ritzau/