Inden nyt brag: Jürgen Klopp elsker Wenger

Skrevet af admin

06/11/2013

Mest læste i dag

Der er meget på spil i aften, når Borussia Dortmund får besøg af Arsenal i gruppe F i Champions League.

De to klubber og Napoli kæmper om at slutte i top-2, hvilket sikrer billet til 1/8-finalen.

Tyskerne vandt for to uger siden 2-1 i den omvendte kamp mod Arsenal, og selvom Dortmund-træner Jürgen Klopp satser på en gentagelse, så tager han sig tid til at hylde Arsenal-manager Arsène Wenger.

- For mig er han "Sir" Arsène Wenger. Jeg elsker ham, siger Klopp.

- Hvis du kigger på Arsenal over de seneste 10 år, har de mere eller mindre spillet perfekt fodbold. Vi ved alle, at Arsenal ikke har vundet en titel i lang tid, men klubben har en filosofi fra Wenger, og jeg elsker den.

- Personligt kan jeg ikke gøre det samme som Wenger, fordi jeg er anderledes. Han elsker at have bolden og spille fodbold. Han elsker at spille bolden rundt.

- Arsenal er som et orkester, men det spiller en stille sang. Jeg er mere til heavy metal. Jeg vil altid være larmende, siger Klopp.

Dortmund har indtil videre larmet ganske pænt i denne sæsons Champions League. Sidste sæsons finalister åbnede med 1-2-nederlaget ude til Napoli, inden det er blevet til sejre over Olympique Marseille og senest Arsenal.

Efter tre spillerunder er spændingen i top i gruppen. Både Dortmund, Arsenal og Napoli står noteret for seks point. Marseille er helt sat af med lutter nederlag til gruppens tre andre hold.

Tyskerne kommer ind til aftenens opgør med selvtillid efter weekendens 6-1-sejr over VfB Stuttgart i Bundesligaen. Men offensivspilleren Marco Reus ved, at det ikke bliver så nemt mod Arsenal.

- Det bliver enormt svært. Vi kan ikke forvente at producere det samme antal chancer mod Arsenal som mod Stuttgart, siger den tyske landsholdsspiller.

Arsenal-spillerne strutter også af selvtillid inden kampen. London-holdet vandt weekendens topkamp i Premier League mod Liverpool, der blev sendt hjem fra den engelske hovedstad med et 0-2-nederlag.

Det var godt inden Dortmund-kampen, konstaterer Wenger.

- Det var vigtigt at overbevise folk om, at vi kan vinde disse store kampe. Vi har rigeligt med store kampe i den nærmeste fremtid, og sejren over Liverpool vil hjælpe os med at håndtere dem, lyder det fra franskmanden.

Klopp er opmærksom på, at Arsenal jagter revanche.

- Vi irriterede dem med vores sejr i London. Nu vil de slå tilbage, siger han.

/ritzau/dpa