Inden Vinderup-ulykke: Naboer klagede over dårligt signal

Jernbaneoverskæringen, der ligger ved landsbyen Stokholm i Vestjylland, betragtes som en farlig overkørsel, fordi den ingen elektroniske bomme har, men kun signallys til at advare bilister om, at der kommer tog. Nu viser det sig ifølge bt.dk, at naboer gennem flere år advarede om den usikrede overkørsel.

Kirsten Theil bor et par hundrede meter fra ulykkesstedet. Hendes nabo fortalte om ulykken, og de gik sammen op til jernbaneoverskæringen for at se, hvad der var sket. Naboen frygtede, at det kunne være hendes søn, der skulle komme og besøge hende.

»Vi er meget opmærksomme på den overkørsel, for den er meget ustabil. Det er langt fra altid, at den virker,« fortæller Kirsten Theil til bt.dk.

Det er ikke første gang, at der sker ulykker på Stokholmvej lidt uden for Vinderup nær Struer i Vestjylland. For omkring 20 år siden blev en mand dræbt, da han kørte ud foran et tog på jernbaneoverskæringen.

Oppe ved jernbaneoverskæringen ligger et lille gult hus. Kirsten Theil fortæller, at hun flere gange har været på besøg i huset og har oplevet, hvordan signalet er ude af drift.

»Nogle gange har det larmet i lang tid og signaleret, selvom der ikke kom et tog. Andre gange har der ikke været signal, selvom der kom et tog. Jeg ved, at der i mange år har været klager over signalets ustabilitet, men uden der er blevet gjort noget ved det,« siger Kirsten Theil.

Det ustabile signal har fået de lokale til at være meget agtpågivende ved jernbaneoverskæringen.

»Det er noget, der bliver snakket meget om, for folk er bange for, hvad der kan ske,« siger Kirsten Theil.

Hun er rystet over, at tre mennesker har mistet livet ved jernbaneoverskæringen, og hun har en klar formodning om, hvad der er sket.

»Vi har god grund til at tro, at signalet ikke har virket. Vi ved, hvor ustabilt det har været. Men det burde jo ikke kunne ske, og da slet ikke et sted, hvor der er klaget over det mange gange,« siger Kirsten Theil.

DSBs havarikommission skal nu klarlægge, hvad der er sket.

Dagens Gossip