Indere raser over voldtægs-interview

Inkompetence hos det indiske politi og almindelige inderes manglende lyst til at gribe ind over for vold har lørdag udløst nye demonstrationer i New Delhi i kølvandet på en gruppevoldtægt, der kostede en ung kvinde livet.

Efter et tv-interview med den 28-årige mand, som blev overfaldet sammen med pigen, er det kommet frem, at mange mennesker kørte og gik forbi ofrene uden at hjælpe dem. Samtidig optrådte politiet ufølsomt og ineffektivt.

- Det, som er kommet frem, er det, som vi hele tiden har frygtet, siger den 32-årige Amital Prasad, som er sælger i en privat virksomhed, og en af dem, der lørdag er gået på gaden i protest efter at have set tv-interviewet.

- Politiet må nu stå frem og besvare kritikken. Politiets apati er en nedslående sandhed, som vi alle må leve med hver eneste dag, siger han.

En anden demonstrant, den 33-årige husmor Kriti Pallav, siger, at politiet også har skylden for, at der mangler en grundlæggende sikkerhed i New Delhi, som også kaldes "Indiens voldtægtshovedstad."

Hun siger, at politiet har valgt at anlægge sag mod tv-kanalen Zee News, som bragte interviewet med voldtægtsofferets 28-årige kæreste, fordi tv-kanalen nu retter fokus mod inkompetencen.

Abhinav Agarwal, en 31-årig leder i et privat selskab, er lørdag også på gaden i den indiske hovedstad. Han siger, at det er for let at kritisere politiet. Han mener, at sagen afspejler den almindelige befolknings apati over for kriminalitet.

- Som borgere må vi forbedre os. Det var det, drengen sagde, da han fortalte om dem, der blot gik og kørte forbi uden at hjælpe, siger han og understreger:

- Mere end politiet er det offentligheden, som må ransage sig selv og skabe en ændret holdning.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV