Indisk gangster er efter 20 år på flugt anholdt på Bali

Skrevet af admin

06/11/2015

Dagens topnyheder

En indisk gangsterboss har tilbragt mere end 20 år på flugt, men ankommer fredag iført håndjern til Delhi, hvor han vil blive mødt af anklager om mord, afpresning og narkohandel.

Gangsterbossen blev anholdt i Indonesien, da Indiens efterretningstjeneste havde opsporet, at han befandt sig på Bali, hvor han blev pågrebet i sidste uge.

Ifølge Indiens efterretningstjeneste blev Chhota Rajan, hvis rigtige navn er Rajendra Sadashiv Nikalje, fløjet til Delhi efter anholdelsen.

Rajan var angiveligt højre hånd for den notoriske mafiakonge Dawood Ibrahim, som mistænkes for at stå bag bombeangrebene i 1993 i Mumbai, som kostede mere end 250 mennesker livet.

Han og Ibrahim skiltes efter angrebene, og Rajan blev i stedet mafiakongens rival.

Rajan beskyldes for at stå bag flere bander, som i 1980'er og 1990'erne havde et stramt greb om byen Mumbai, Indiens daværende centrum for økonomi og underholdningsbranchen.

Lige indtil politiet slog hårdt ned på bandernes aktiviteter.

Rajan beskrev sig selv om en "hindu don" og begyndte at slå ned på dem, han anså for at være "anti-indiske" - herunder Ibrahims mænd.

Han blev en torn i øjet på sin tidligere boss, som fortsat er på flugt og menes at stå bag et forsøg på at likvidere Rajan i Bangkok i 2000.

Ifølge indiske medier bliver Rajan formentlig officielt sigtet i efterretningstjenestens hovedkvarter frem for i retten af frygt for et attentatforsøg.

Interpol havde ham i søgelyset i 1995, og han blev senere beskyldt for at myrde en fremtrædende kriminalreporter, som blev skudt ned.

Indisk politi har ham noteret for 78 lovovertrædelser.

Hans udlevering blev udsat efter et vulkanudbrud på en nærliggende indonesisk ø. Det tvang myndighederne til at indstille flyafgange i to dage.

Dawood Ibrahim, der er søn af en politibetjent, har været på flugt siden 1993 og menes at befinde sig i Pakistan. Han er fortsat Indiens mest eftersøgte mand og blev i 2003 takseret som "global terrorist" af USA.

/ritzau/AFP