Indisk leder tager på historisk besøg i Israel

Indiens premierminister, Narendra Modi, planlægger et besøg i Israel, hvilket vil være det første i landet for en indisk regeringsleder.

- Datoerne er ved at blive fastlagt, siger den indiske udenrigsminister, Sushma Swaraj, til BBC.

De to lande samarbejder blandt andet om terrorbekæmpelse, forsvar og landbrug.

Indien og Israel har haft diplomatiske relationer i 23 år. Men ingen indisk premierminister eller præsident har tidligere besøgt Israel.

Der er medierapporter om, at Modis besøg måske vil finde sted senere i år, da en indisk delegation besøger Tel Aviv i juli.

Swaraj sagde søndag til journalister, at hun vil besøge Israel, Palæstina og Jordan senere i år.

- Hvad angår premierministerens besøg, så står det fast, at han rejser til Israel. Men ingen dato er endeligt fastsat, siger hun.

Israels ambassadør i Indien, Daniel Carmon, har budt meddelelsen om besøget velkommen.

- Det er en naturlig følge af et stadigt tættere forhold mellem Israel og Indien, siger Carmon til avisen The Hindu.

Ariel Sharon var den først israelske premierminister som besøgte Indien. Det var i 2003.

Handlen mellem de to lande er steget betydeligt i de seneste årtier - fra 200 millioner dollar i 1992 (omkring 1,4 milliard kroner) til omkring 4,39 milliarder dollar (knap 30 milliarder) kroner i 2013.

I 2013 var Indien Israels 10. største samhandelspartner. I Asien er Indien Israels tredjestørste handelspartner - efter Kina og Hongkong.

Narendra Modi er en økonomisk reformist, der har sat gang i økonomien og skabt flere arbejdspladser i Indien.

/ritzau/

Dagens Gossip