Indisk politi efterforsker endnu en turist-voldtægt

Politiet oplyser onsdag, at man har identificeret det køretøj, der blev brugt til bortførelsen, og at man har samlet flere beviser.

Den 30-årige kvinde blaffede sig mandag aften til et lift i Manali, en turistdestination for foden af Himalaya-bjergene, da hun ikke kunne finde en taxa, der kunne køre hende til hotellet.

Chaufføren og to medsammensvorne kørte hende til et øde sted, hvor de ifølge hendes forklaring til politiet voldtog hende i mere end en time.

»Hun får det hurtigt bedre og hjælper os med at komme fremad i efterforskningen. Hun har givet os detaljer om, hvordan mændene ser ud, hvad de havde på, hvilket vil være en hjælp for os,« fortæller polititalsmand V.K. Dhawan til AFP.

Ifølge hendes forklaring kørte mændene i en ladvogn, som ofte ses på byggepladser, så politiet tjekker i øjeblikket sådanne steder.

Den seneste sag kommer i kølvandet på flere andre meldinger om voldtægter på turister i Indien. I weekenden skal en 21-årig irsk hjælpearbejder således være blevet voldtaget i byen Kolkata i det østlige Indien, lige som en schweizisk turist tilbage i marts måned blev voldtaget af fem mænd, da hun var ved at slå et telt op med sin mand som led i en cykeltur.

Også indiske kvinde har været ofre for voldelige sexovergreb i landet. I februar blev tre søstre på seks, ni og 11 år voldtaget og dræbt, inden de blev smidt i en brønd, og i december sidste år blev en 23-årig kvinde udsat for gruppevoldtægt af fem mænd i en bus og efterfølgende smidt i en vejkant. Hun døde senere af sine kvæstelser på et hospital i Singapore.

De indiske lovgivere har efterfølgende skærpet straffen for voldtægt, så sexforbrydere risikerer dødsstraf, hvis ofret dør af sine skader, lige som en gruppevoldtægt betyder mindst 20 års fængsel til gerningsmændene.

Dagens Gossip