Indisk politi fjerner sekt fra park med døde til følge

Skrevet af admin

03/06/2016

Dagens topnyheder

Voldsomme sammenstød mellem indisk politi og følgere af en revolutionær sekt har kostet mindst 23 mennesker livet, siger Pradeep Bhatnagar, en lokal politikommissær i byen Mathura.

To betjente er dræbt.

Den blodige vold er opstået under myndighedernes forsøg på at rømme en lejr med 3000 medlemmer af sekten i en park i Mathura. Sekten har boet i parken i to år.

Mathura ligger omkring 150 kilometer syd for New Delhi, Indiens hovedstad.

Ifølge politiet begyndte sektens følgere at skyde mod betjente fra trætoppe. De skal også have kastet hjemmelavede bomber mod politiet.

- 80 personer er såret, heriblandt 30 politifolk. De fleste af dem har skudsår, siger Pradeep Bhatnagar. Mange er i kritisk tilstand, tilføjer han.

Følgerne af den revolutionære sekt, der går under navnet Swadhin Bharat Vidhik Satyagrah, havde forskanset sig i parken. De brugte ifølge politiet automatvåben i forsvaret af deres lejr.

Flere end 1000 følgere af sekten er anholdt. Hele området er afspærret, og situationen er fredag spændt, men under kontrol.

Rømningen er sket, efter at en domstol har afgjort, at teltlejren skal fjernes.

Følgere af sekten beskriver sig selv som politisk og socialt revolutionære. De kræver valg afskaffet og billigere benzin til alle.

/ritzau/AFP