Indisk politi tilbageholder 15 i dansk voldtægtssag

15 personer er blevet tilbageholdt af indisk politi i sagen om en 51-årig kvinde, der tirsdag aften angiveligt er blevet gruppevoldtaget i den indiske hovedstad New Delhi.

Det oplyser tv-stationen NDTV.

Voldtægten skete tilsyneladende, da kvinden, der var faret vild, spurgte en gruppe mænd om vej i nærheden af New Delhi Railway Station. Herefter blev den danske kvinde angiveligt ført til et øde sted i byen, hvor voldtægten fandt sted.

De 15 personer, der nu bliver afhørt i sagen, kommer fra det pågældende område. Ifølge avisen The Times of India er de mistænkte vagabonder.

Avisen skriver, at den danske kvinde havde befundet sig i Indien i cirka en uge, da overfaldet fandt sted. Kvinden blev også frarøvet sine ejendele, blandt andet en iPad og penge, lyder det.

The Times of India skriver samtidig, at kvinden tilsyneladende har forladt Indien onsdag. Hun skulle nu være på vej mod København, og hun har ifølge politiet angiveligt afvist en medicinsk undersøgelse.

- Hun var faret vild, da hændelsen skete. I øjeblikket har de pågældende politihold identificeret mistænkte, og de bliver forhørt. Efterforskningen er i gang, fortæller Raja Bhagat, en talsmand for politiet i Delhi, til AFP.

Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om kvindens tilstand. Udenrigsministeriets Borgerservice og den danske ambassade har tavshedspligt og kan ikke komme ind på de nærmere detaljer i sagen.

I det seneste år har Indien været plaget af en lang række opsigtsvækkende voldtægtssager. Det startede med en gruppevoldtægt af en 23-årig kvinde i en bus i New Delhi i december 2012. Kvinden døde senere af sine kvæstelser.

I sidste måned markerede mange indere et-året for den makabre gruppevoldtægt

For to uger siden blev en polsk kvinde, der var sammen med sin toårige datter, voldtaget af en taxachauffør under en køretur til New Delhi.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip