Indonesien: Dele fra forsvundet fly muligvis fundet

Skrevet af admin

30/12/2014

Dagens topnyheder

Røde og hvide vragdele fundet ud for Borneo stammer "sandsynligvis" fra det forsvundne AirAsia-fly, oplyser det indonesiske transportministerium.

- Vi undersøger, om vragdelene er fra flyet, siger Djoko Murjatmodjo, som er leder af enheden for luftfart i det indonesiske transportministerium.

Han tilføjer, at på baggrund af størrelsen og farverne på vragdelene er det sandsynligt, at de stammer fra det forsvundne fly fra det asiatiske lavprisselskab AirAsia, hvis logo og fly er røde og hvide.

Flyet fra AirAsia, en Airbus A320-200, forsvandt tidligt søndag morgen dansk tid, kort tid efter at piloterne havde anmodet om tilladelse til at flyve en smule højere for at undgå et uvejr på ruten mellem Surabaya i Indonesien og Singapore.

/ritzau/Reuters