Indonesien indstiller samarbejde med Australien

Indonesien har indstillet militært og efterretningsmæssigt samarbejde med Australien i vrede over, at topembedsmænds mobiltelefoner er blevet aflyttet af australierne.

- Det afbrudte samarbejde vedrører også asylsøgere, siger den indonesiske præsident, Susilo Bambang Yudhoyono, i en national tv-tale, hvor han igen krævede en officiel forklaring fra den australske regering om medierapporter, der henviser til lækkede dokumenter fra den tidligere amerikanske NSA-agent Edward Snowden.

Den australske avis Sydney Morning Herald har skrevet, at den australske ambassade i den indonesiske hovedstad bliver brugt til at opsnappe telefonsamtaler og anden form for kommunikation som led i et amerikansk spion-netværk.

Krisen, der har eskaleret siden Tony Abbott i september blev ny australsk premierminister, har bragt de to landes forhold ind den værste krise i 14 år.

Den indonesiske præsidents egen telefon skal også være forsøgt aflyttet. Det samme gælder hans hustru, Ani Bambang Yudhoyonos, telefon, hvilket har forstærket den indonesiske harme.

Skandalen spiller allerede nu en rolle ved Indonesiens parlamentsvalg og præsidentvalg næste år, siger iagttagere.

Indonesien vil som reaktion suspendere militært samarbejde, ligesom udvekslinger af efterretningsoplysninger indstilles - også for asylsøgere.

Asylsøgere - ikke mindst "flygtningebåde", der kommer til Australien via Indonesien, har længe belastet de to landes forhold.

Yudhoyono siger, at han ønsker gode relationer med Australien, så snart krisen omkring telefonaflytningerne er løst.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip