Indonesien vil sortliste arbejdsgivere i Mellemøsten

Skrevet af admin

05/05/2015

Dagens topnyheder

Regeringen i Indonesien vil forbyde sine borgere at rejse til en lang række lande i Mellemøsten for at søge arbejde på grund af bekymringer over dårlige arbejdsforhold i regionen.

Det skriver flere lokale medier tirsdag.

Ifølge den indonesiske beskæftigelsesminister, Hanif Dakhiri, udsættes indonesiske arbejdere i Mellemøsten ofte for en urimelig behandling og får dårlige lønninger.

- Med et forbud vil ethvert forsøg på at sende indonesiske arbejdere til disse lande blive betragtet som menneskesmugling, siger ministeren til avisen Kompas.

21 lande i Mellemøsten er på den indonesiske regerings sorte liste. Blandt disse er Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Egypten og Qatar.

Forbuddet skal angiveligt træde i kraft efter en overgangsperiode på tre måneder.

Qatar er de seneste år blevet beskyldt for udnytte udenlandsk arbejdskraft i form af blandt andet lange arbejdstider, dårlig løn og ringe sikkerhed mod arbejdsulykker i forbindelse med opførelsen af en række fodboldstadioner, der skal stå klar, når landet er vært for VM i 2022.

Beskæftigelsesminister Hanif Dakhiri siger yderligere, at mange arbejdsgivere i Mellemøsten forhindrer indonesiske tjenestepiger i at vende tilbage til deres hjemland, selvom deres kontrakter er udløbet.

Han fortæller også, at mange af kvinderne må nøjes med en månedsløn på 2,7 millioner rupiah eller knap 1400 kroner.

Sidste måned blev to kvindelige husassistenter fra Indonesien henrettet i Saudi-Arabien i separate drabssager. Henrettelserne udløste protester fra regeringen i Jakarta.

Omkring to millioner indonesere arbejdere i øjeblikket i Mellemøsten. Hovedparten i private hjem.

Sidste år rejste over 400.000 indonesere til udlandet for at arbejde. Omkring 100.000 satte kurs mod Mellemøsten.

/ritzau/dpa