Indskifter skaffede Esbjerg-sejr over Brøndby

Der er party i provinsen, hvis man er til fodbold i Superligaen. I hovedstadsområdet sker der derimod ikke alverden.

Efter nederlag til både FC København og FC Nordsjælland i anden spillerunde kopierede Brøndby den dårlige stemning med et hjemmebanenederlag til Esbjerg.

På Brøndby Stadion vandt Esbjerg på lidt mere kløgt og lidt mere effektivitet med 2-0 efter to scoringer midtvejs i anden halvleg af Jesper Rasmussen.Brøndby står dermed helt stille på et enkelt point for de tre første kampe i sæsonen. Det ene point blev sikret i premieren mod FC Vestsjælland, mens der altså har været nederlag i de følgende to kampe.

Esbjerg har gang i en helt anden udvikling i 2013. Det eksploderede allerede i foråret og på vej ud af sidste sæson. Det er ikke gået i stå efter sommerpausen. Klubben har nu to sejre efter de første tre kampe i denne sæson, og esbjergenserne rejste sig altså hurtigt, efter klubben i sidste weekend tabte på hjemmebane til AaB.

Fans af Brøndby vil med rette kunne påstå, at kampen kunne have fået en helt anden drejning, hvis hjemmeholdet havde udnyttet et massivt spilovertag og adskillige målchancer i kampens første halvdel. Hjemmeholdet lykkedes igen og igen med et højt pres på gæsterne, og anført af Quincy Antipas var der bid i mange af de hurtige omstillinger.

Det var en smule gådefuldt, at Brøndby skulle gå til pause uden at have sat netmaskerne i bevægelse, og det må så være den lille trøst for den nye cheftræner Thomas Frank, som sikkert havde forestillet sig lidt mere i sin første tid i den traditionsrige klub.

Forude venter for Brøndby to udekampe i træk. Først mod oprykkerne fra Viborg, som kunne blive en direkte konkurrent dernede, hvor Brøndby befinder sig. Og siden mod topholdet FC Midtjylland i Herning.

Esbjerg kan se frem til hjemmekamp mod AGF, og træner Niels Frederiksens mænd kan sammen med pointene glæde sig over, at det forsvar, der blev så bredt anerkendt sidste sæson, igen leverede på et højt niveau.

Klubbens nye keeper Frederik Rønnow, der havde en bleg eftermiddag i seneste runde, havde nok taget holdkammeraternes anerkendelse som Esbjergs bedste spiller, havde det ikke været for to scoringer af 21-årige Jesper Rasmussen, som i pausen var blevet skiftet ind i stedet for profilen Jakob Ankersen.

Især Rasmussens første scoring efter 67 minutter var mindeværdig. Kantspillerens lækre førsteberøring til afslutningsmulighed bag om støttebenet lignede i måske lidt langsommere fart noget, man normalt forbinder med det højere niveau, man blandt andet kan opleve hos Jesper Rasmussens yndlingsklub Arsenal.

Dagens Gossip