Indstillet til dusør: Nabo redder alvorligt forbrændt mand fra rækkehusbrand

En 60-årig mand fra Sønderhaven i Varde er overført til Rigshospitalets brandsårsafdeling med alvorlige forbrændinger. Lørdag blev han reddet ud af sit brændende rækkehus, da en nabo pludselig opdager at noget er galt. 

Den 60-årig mand blev alvorligt forbrændt på store dele af kroppen og var i livsfare. 

- Vi har intet hørt fra hospitalet her til morgen. Og i denne sag må intet nyt betegnes som godt nyt, siger vagtchef Bjørn Pedersen til Dagens.dk søndag morgen. 

Det var en 52-årig nabo, der sad og spiste med sin kone, som opdagede, at det røg fra huset ved siden af. Den 52-årige mand handlede herefter resolut.

- Han løber derover, og der kan han se den 60-årige mand ligge på gulvet. Så han knuser en rude, løber derind og trækker ham ud af huset, fortalte vagtchef Erik Lindholdt lørdag aften.

Nogle forbipasserende knallertkørere stødte til og hjalp med at få den 60-årige mand over i nabohuset.

Nabo-parret ydede livreddende førstehjælp. Ifølge politiet er det takket være parret, at den 60-åriges liv blev reddet i første omgang.

Politiet har besluttet at indstille den 52-årige mand til en dusør.

Søndag morgen er det fortsat uklart, hvordan branden startede. Mistanken retter sig mod en brødrister, men politiet skal undersøge sagen nærmere. 

 

Dagens Gossip