Indtægter falder i Danske Bank i første kvartal

Det er blevet hverdag igen i Danske Bank, som efter fuld fart på indtægter fra omlægning af boliglån i starten af sidste år nu må konstatere, at indtægterne efter de første tre måneder af 2016 er faldet.

Danske Banks indtægter faldt ni procent hovedsageligt på grund af færre gebyr- og handelsindtægter, oplyser banken i regnskabet for første kvartal 2016. Alligevel er bankens topchef tilfreds.

- Trods udfordrende finansielle markeder og negative korte renter har vi haft entilfredsstillende start på året, hvilket viser styrken af vores forretningsmodel, siger bankens administrerende direktør, Thomas F. Borgen, i regnskabet.

Danske Bank fik et resultat efter skat på 4,9 milliarder kroner i første kvartal. Det er på niveau med samme kvartal sidste år.

Indtægter i alt udgjorde 11,5 milliarder kroner mod 12,5 milliarder kroner i 1. kvartal 2015

Nettogebyrindtægterne landede på 3,4 milliarder kroner og faldt ni procent i forhold til første kvartal 2015, hvor de lave renter fik usædvanligt mange boligejere til at omlægge deres lån.

Handelsindtægterne faldt 47 procent og landede på 1,6 milliarder kroner. Indtægterne fra handler var påvirket af lav kundeaktivitet og øgede negative værdireguleringer, skriver banken i regnskabet.

Til gengæld landede bankens øvrige indtægter på 1,2 milliarder - heraf skæppede salget af bankens hovedkvarter blandt andet godt i kassen.

Samtidig er omkostningerne styret med en stram hånd og faldt otte procent i forhold til sidste år til 5,3 milliarder kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip