Indurain junior vinder lokalt mesterskab

Cykelfamilier udvikler sig ofte til dynastier. Herhjemme har vi blandt andre  haft Verner og Michael Blaudzun, Michael Guldhammer og sønnerne Thomas og Rasmus og Bjarne Riis' søn Thomas.

Internationalt er der mange eksempler: Eddy Merckx og Axel, Stephen Roche og Nicolas samt Jean-Paul van Poppel og sønnen Boy (!) er nogle af de mange fædre og sønner,  der fører traditionerne videre til næste generation i den historisk bevidst cykelsport.

Nu kan en af de mest vindende ryttere i Tour de France også med glæde følge sønnens fremskridt på to hjul.

Ved lørdagens juniormesterskaber i enkeltstart i Navarra-regionen var Miguel Indurain den bedste. Ikke Tour-vinderen, som Bjarne Riis detroniserede i 1996 efter fem sejre i træk, men derimod sønnen af samme navn.

Indurain junior gennemførte de 10 km i tiden 14.56.

- Rytter-generne viser sig. Han har lange ben, konstaterede en stolt far til den lokale avis Diario de de Navarra.

Miguel Indurain Lopez de Goicoechea, som er sønnens fulde navn, er sytten år gammel. Efter at have forsøgt sig med både fodbold og karate i drengeårene har han nu besluttet sig for cykelsporten, hvor han tydeligvis har talent.

Dagens Gossip