Industri i København truet af voksende boligområde

Rundt om bygningerne er der i de senere år skudt boliger op, og det i et antal, der bekymrer virksomheden. MAN Diesel producerer og tester  nemlig gigantiske skibsmotorer. Det giver lavfrekvente svingninger i undergrunden, og med de mange boliger i nærheden frygter administrerende direktør Thomas S. Knudsen, at virksomheden vil få problemer med fremtidige miljøgodkendelser. Det skriver Børsen.

»Vi har ikke noget ønske om at flytte vores udviklings- eller produktionsafdeling, men den største trussel mod vores udviklingsafdeling er Københavns Kommune,« siger Thomas S. Knudsen, som fastslår, at virksomhedens 2.000 arbejdspladser i yderste instans kan ende i udlandet.

»Hvis kommunen kommer med så skrappe miljøkrav, at vi ikke kan teste motorerne herude, så kan vi blive tvunget til at flytte,« siger han.

Netop nu er Københavns Kommune ved at opføre en stor folkeskole over for testcentret, og lokalplanerne er blevet ændret, så der kan bygges boliger i en afstand af 150 meter. Kommunens tidligere forslag om en grænse på 130 meter, fik MAN Diesel ændret efter protester.

Dagens Gossip