Industrien roser regeringens stramme udspil

»En slap finanslov skaber ikke job - den skaber usikkerhed. Vores virksomheder har først og fremmest brug for ro om den økonomiske politik. Derfor glæder vi os over, at regeringen har lyttet og holder fast i en klar, troværdig kurs, hvor der er ro om de offentlige udgifter,« siger DIs administrerende direktør, Karsten Dybvad.

Han er tilfreds med, at finanslovforslaget lægger op til at prioritere de offentlige udgifter til uddannelse og bedre infrastruktur, men han savner en øget bevilling til forskning og udvikling.

»Forskning, uddannelse og en bedre infrastruktur gør Danmark stærkere og mere konkurrencedygtig. Den eneste troværdige måde at skabe vækst gennem finanspolitikken er derfor at prioritere de offentlige udgifter på de områder. Men finansloven leverer desværre ikke, når det handler om at bruge flere penge på forskning,« siger Karsten Dybvad.

DI-direktøren glæder sig til gengæld over, at regeringen vil sænke skatter og afgifter hos erhvervslivet med mere end fire milliarder kroner, men det er kun første skridt i bestræbelserne på at løfte danske virksomheders konkurrenceevne, lyder det.

»Krisen er langt fra forbi, og vi står stadig med den kolossale opgave at genskabe 175.000 tabte arbejdspladser i de private virksomheder. Derfor skal vi med hver eneste finanslov frem til 2020 holde de offentlige udgifter i stramme tøjler og hvert år sænke skatter og afgifter for virksomhederne. Vi er stadig langt fra mål,« siger Dybvad.

»Vores budskab til regeringen og Folketinget er klart: I har et fælles ansvar for troværdigheden om dansk økonomi. Derfor er det afgørende, at partierne også med den endelige aftale holder de offentlige udgifter i ro,« tilføjer han.

Dagens Gossip