Industrioverenskomst er treårig

Arbejdsgiverne i Dansk Industri og lønmodtagerne i fagforbundene under CO-industri har slået de sidste søm i en ny treårig overenskomst for 240.000 ansatte på det private arbejdsmarked.

Det bekræfter parterne, der oplyser, at den nye overenskomst er treårig og rækker frem til 1. marts 2017. Resultatet er nået efter 24 timers uafbrudte forhandlinger i Dansk Industris Hus på Rådhuspladsen i København.

Industrioverenskomsten justerer ifølge Ritzaus oplysninger også genetillæg ved overarbejde. I industrien forhandles lønnen decentralt på de godt 6000 virksomheder, som overenskomsten omfatter.

Parterne præsenterer indholdet af overenskomsten ved et pressemøde søndag klokken 14. Den nye aftale afløser den seneste overenskomst, der kun var to-årig.

På grund af krisen har industriens lønmodtagere i de seneste fire år haft en meget mager overenskomst. Det er ifølge professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen ikke set siden krisen i 1930'erne.

Resultatet skal til urafstemning. De største fagforbund under CO-industri er Dansk Metal, 3F og HK/Privat.

Resultatet på industriens område udstikker kursen for overenskomstforhandlingerne på transport-området samt bygge og anlæg.

/ritzau/

Dagens Gossip