Industriproduktionen: Et signal om et skrøbeligt opsving

Skrevet af admin

07/02/2014

Mest læste i dag

Der er både skidt og godt nyt for industriproduktionen i Danmarks Statistiks nye tal. Industriproduktionen faldt med 2,9 procent fra november til december. Det er anden måned i træk med faldende industriproduktion.

Cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian betegner det som bekymrende for dansk økonomis styrke.

- Industrien var ellers på rette vej frem til oktober, men de seneste måneder har altså skuffet.

- Målt på kvartalet, så er der trods de seneste to måneders fald i industriproduktionen tale om en positiv vækst på 0,2 procent, skriver Steen Bocian i en kommentar til de nye tal.

Set over det seneste år er industriproduktionen steget med 2,7 procent.

- Det er en noget mere gunstig udvikling, end hvad vi så i 2012, hvor industriproduktionen faldt. Så det går lidt bedre i dansk økonomi, men økonomien er fortsat skrøbelig, påpeger Steen Bocian.

Selv om industriproduktionen skuffede ved årets slutning, er der fortsat basis for lidt optimisme på økonomiens vegne.

- Vi ser i øjeblikket noget mere gunstige økonomiske tendenser i Europa, end hvad vi har set de seneste år, og det er afgørende for Danmark, da vi er meget afhængige af udviklingen i Europa, siger Steen Bocian.

På den baggrund ser cheføkonomen en økonomisk vækst i år på 1,5 procent.

Chefanalytiker i Nykredit Tore Stramer siger, at tallet for industriproduktionen er et signal om et svagt opsving.

- Tallene viser med al tydelighed, at der tegner sig et svagt og skrøbeligt opsving såvel herhjemme som på vores eksportmarkeder.

- Dertil kommer, at de nye vækstmarkeder Brasilien, Rusland, Indien og Kina har vist svaghedstegn over de seneste måneder og dermed ikke giver samme medvind til eksporten som tidligere, siger Tore Stramer, der ser tallene som "en torn i øjet".

- Når det er sagt, så har de seneste måneder budt på en fremgang i industritilliden, hvilket normalt er klar indikation på, at vi trods alt går mod bedre tider.

- Men dagens tal er desværre en klar påmindelse om, at vi kan gå hen og blive skuffede, siger Tore Stramer.

/ritzau/