Indvandrere på kontanthjælp skal lære dansk

I fremtiden vil blandt andet kravene om danskundervisning til indvandrere på kontanthjælp blive skærpet, så de ikke kan gå i årevis uden at tage del i samfundet.

Det skriver Politiken torsdag.

Som en del af regeringens kontanthjælpsreform lægger social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) op til et opgør med det, de kalder en "os og dem"-tankegang i integrations- og beskæftigelsespolitikken.

Tankegangen har været medvirkende til, at indvandrere er stærkt overrepræsenterede i kontanthjælpsstatistikken, mener ministrene.

- Man har lukket øjnene. Man har bare udbetalt dem en check, og så har man ikke stillet yderligere krav til dem. Fremadrettet opgiver vi ingen, siger Karen Hækkerup til Politiken.

I 2012 havde 27 procent af kontanthjælpsmodtagerne indvandrerbaggrund - svarende til 37.681 personer.

Derfor vil de to ministre nu indføre et såkaldt integrationspålæg, som skærper både kravene og omsorgen for indvandrere på kontanthjælp.

Unge under 30 år skal - på lige fod med alle andre yngre kontanthjælpsmodtagere - på uddannelseshjælp og i uddannelse, mens indvandrere over 30 år kan se frem til at møde særlige krav om danskundervisning.

Integrationspålægget er individuelt og skal tage højde for de udfordringer, den enkelte indvandrer har. Men har man fået et integrationspålæg fra kommunen, følger der også økonomiske sanktioner med, hvis man ikke efterlever kravene.

/ritzau/

 

Dagens Gossip