Indvandrerforældre blander sig i de unges kærlighedsliv

Et stort antal unge indvandrere oplever, at deres forældre blander sig i deres kærlighedsliv. Det skriver Politiken på baggrund af en undersøgelse, som Social- og Integrationsministeriet offentliggør onsdag.

I et såkaldt integrationsbarometer har ministeriet målt på omfanget af den sociale kontrol, som familier med ikke-vestlig indvandrerbaggrund udøver mod unge i alderen fra 18 til 29 år.

I alt 600 ugifte personer har deltaget i undersøgelsen. Af dem oplever 28 procent af kvinderne og 12 procent af mændene, at de ikke må have kærester før ægteskabet.

17 til 18 procent af de ugifte oplever desuden begrænsninger i valg af ægtefælle, skriver Politiken.

Integrationsminister Karen Hækkerup (S) finder tallene »bekymrende«.

»Det er en tragisk historie for hver eneste, der ikke selv må vælge sin egen tilværelse eller er bekymret for sanktioner, udstødelse eller det, der er værre,« siger hun til Politiken.

Karen Hækkerup lancerer nu et dialogkorps af indvandrerforældre, som skal »holdningsbearbejde« indvandrerfamilier med ikke-vestlig baggrund.

Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg (V), finder tallene »deprimerende« og beskylder regeringen, herunder især ligestillingsminister Manu Sareen (R), for at glemme ligestillingsarbejdet for indvandrerkvinder.

Dagens Gossip

Dagens TV