Influenzaen huserer fortsat i Hovedstadsområdet

Skrevet af John Meyer

05/01/2013

Dagens topnyheder

Region Hovedstaden betegner influenza-situationen på regionens hospitaler som ekstraordinær, men under kontrol. Hospitalerne modtager et stigende antal patienter til indlæggelse, samtidig med at sygefravær på grund af influenza blandt de ansatte presser bemandingen.

Unormal situation
- Der er tale om høj belægning og i nogle tilfælde overbelægning som følge af, hvad vi betragter som en ekstraordinær situation, der jo har ramt hele landet. Patienter og pårørende kan risikere at blive generet af de udfordringer, som overbelægningen medfører. Det er selvfølgelig ærgerligt, men hvad der må forventes i en ekstraordinær presset situation, som forhåbentlig snart bliver bedre, siger Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden.

Arbejder på højtryk
I ganske få tilfælde kan patienter på grund af den samlede belastning opleve at blive flyttet fra et hospital til et andet i Region Hovedstaden. Men Svend Hartling påpeger, at der lige nu arbejdes på højtryk for at håndtere udfordringerne.

- Selvom situationen er ekstraordinær, er den under kontrol. Indtil videre ser det ud til, at vi klarer udfordringerne ved at holde alle patienter inden for hovedstadsregionen, siger han.

Der er indtil videre ikke rapporteret om aflysninger af operationer på grund af belastningen.