Influenzaen narrer kroppens selvforsvar

Skrevet af admin

24/02/2016

Dagens topnyheder

Et hold af aarhusianske forskere har opdaget et protein, der gør influenzavirus i stand til at skjule sig fra kroppens immunforsvar. Det betyder, at infektionen ganske ubemærket kan snige sig ind i menneskers celler.

Den nye viden er tilvejebragt af blandt andre Christian Holm, lektor i immunologi ved Aarhus Universitet.

Han mener, at forskningen er interessant, både fordi proteinet hidtil har været ukendt, men også fordi opdagelsen måske kan gavne medicinalindustrien i fremtiden.

- Vi håber, at opdagelsen kan bruges til to ting. For det første kan man måske bruge det til at lave en bedre vaccine, hvis man gør immunsystemet i stand til at genkende proteinet, selv om det forsøger at skjule sig.

- For det andet er proteinet immundæmpende og kan laves kunstigt. Derfor har vi taget patent, så vi måske kan bruge det, når vores immunrespons overreagerer, som eksempelvis ved leddegigt, siger Christian Holm til Ritzau.

Selv om mange, der har været influenzaofre, nok vil tænke, at en ny vaccine er en fortrinlig idé, så mener man i Statens Serum Institut ikke nødvendigvis, at der er grund til at bruge nye vacciner. Sådan lyder det fra overlæge Tyra Grove Krause.

- Derudover skal man overveje, hvad der er strategien med et vaccinationsprogram. Sundhedsstyrelsens strategi er, at man skal forhindre indlæggelser og dødsfald.

- I England vaccinerer man også på grund af de økonomiske besparelser, der kan være ved at nedbringe sygefravær, men det er ikke den strategi, der er i Danmark, siger Tyra Grove Kruse.

Man skal heller ikke glæde sig for tidligt, påpeger Christian Holm. Der kan nemlig være lang vej igen, før en ny vaccine er virkelighed.

- Først og fremmest er det ikke sikkert, at projektet kommer i gang. Vi har købt patent, men det kræver, at nogen vil investere i det. Og hvis det sker, så vil det tage i hvert fald mellem fem og ti år, før vi ved, om det kan bruges.

/ritzau/