Ingen danske penge til Riis

Sådan lyder vurderingen fra danske eksperter med indsigt i sponsormarkedet. Thomas Badura, der er partner i SponsorPeople siger til BT:

- I Danmark er der kun en håndfuld virksomheder, der kan finde sådan et sponsorat aktuelt lige nu, og det handler meget om de udfordringer, som cykelsporten har. Mange virksomheder vil ikke have interesse i at tage den risiko at binde an med det, vurderer han.

Også sponsorrådgiver Ole Egeblad peger på udfordringer inden for landets grænser. Egeblad driver virksomheden Sponsorcom og var i årene 2001 til 2007 sponsordirektør hos CSC, mens holdet var engageret med Bjarne Riis og cykelholdet.

- I Danmark vil der være en usikkerhed om den undersøgelse, der er i gang i Anti Doping Danmark. Hvad kommer der derfra? Det vil mange nok afvente - ikke mindst i Danmark, hvor virksomheder generelt bekymrer sig ret meget om, hvad andre mon tænker, siger han og fortsætter.

- Endelig er der også et tema omkring Riis’ eget engagement i holdet i fremtiden. Dem, jeg taler med, har en stor respekt for hans faglighed og engagement, men der vil nok være en bekymring over hans fravær omkring holdet, hvor naturligt det end kan være. For uanset at han har Contador, Kreuziger og så videre, så betyder Riis meget. Så hvis jeg skulle jeg forhandle med ham, så ville jeg være nysgerrig efter hans rolle i fremtiden, forklarer Ole Egeblad.

Han forklarer, at den Bjarne Riis, han lærte at kende i 2001 og den Riis han forlod i 2007 var blevet markant dygtigere til det ikke-sportslige og til at netværke. Riis står dog med en udfordring, fordi han allerede har en storsponsor i Saxo Bank, hvis navn er knyttet tydeligt op på holdet, og Riis dermed leder efter en nummer to.

- Medmindre man kaster sponsoratet i grams, så er det bare et større arbejde at finde en, som vil lægge et relativt stort beløb for at være nummer to, siger Egeblad, der selv har oplevet denne udfordring, da han var involveret i sponsorjagten til det tyske sejlsportsprojekt SAP Extreme Sailing Team.

På dette punkt tolker Thomas Badura dog meldingerne fra Saxo Bank som så fleksible, at det ikke bør blive et problem.

- Jeg ser ikke ultimative krav fra Saxo bank-direktør Lars Seier om, at banken absolut skal stå forrest i navnet, hvis en anden vil betale mere. Det stiller Riis bedre at have den fleksibilitet at handle med, siger Badura.

Bruddet mellem Riis og Tinkov handlede blandt andet om, at den iltre russer ville have indflydelse på holdets sportslige sammensætning samt om, at han var skuffet over de sportslige resultater. Det blev af Riis selv beskrevet som en manglende evne til at finde fælles fodslag. Tinkov har blandt andet beskrevet, at det i hans øjne ikke giver mening at tale om holdejere - som Riis er - da holdets eneste reelle ejere er de sponsorer, der betaler for festen.

Dagens Gossip