Ingen deadline for anonym brevskriver

Han eller hun er velkommen til at give Skattesagskommissionen et kald eller fremlægge de påståede beviser, også efter pålægget bliver ophævet.

»De påståede beviser er lige gode eller lige dårlige, om vi får dem i dag, om 14 dage eller om fire uger,« siger Skattesagskommissionens formand, Lars E. Andersen.

Spørgsmål: Hvad er bagkanten for jer?

»Det tør jeg egentlig ikke sige«.

Regeringen har givet Skattesagskommissionen to år til arbejdet med skattesagen og skal efter planen være klar med en konklusion 11. marts 2014.

Spørgsmål: Hvad sker der så, hvis den anonyme brevskriver melder sig 10. marts.

»Så tror jeg, at jeg vil ringe til justitsministeren og spørge, om vi skal genoptage sagen, eller hvad vi skal,« siger Lars E. Andersen og understreger:

»Men det vil være praktisk, hvis vi får de her oplysninger så hurtigt som muligt. Og hvis personen eksisterer, så kan jeg egentlig ikke se nogen grund til at vente, som situationen er i dag.«

Bisidderne til vidnerne i skattesagen har haft det anonyme brev, der afslører, at Venstre har bedt et advokatfirma udarbejde et notat om skattesagen for efterfølgende at give det til BT, siden 24. september.

Klokken 12 tirsdag bliver brevet frigivet, så bisidderne kan vise brevet til Lars Løkke Rasmussen (V), Troels Lund Poulsen (V), Peter Christensen (V) og de øvrige vidner i sagen. Derfor står de frit for vidnerne, om de vil udtale sig om brevets indhold eller ej.

Dagens Gossip