Ingen enighed om et nyt kvalifikationsformat i Formel 1

Skrevet af admin

03/04/2016

Dagens topnyheder

Formel 1-cheferne kunne ikke nå til enighed om et nyt kvalifikationsformat på et møde forud for søndagens grandprix i Bahrain.

Der er dog planlagt endnu et møde på torsdag i næste uge, hvor diskussionerne vil fortsætte.

- Der er ikke truffet nogen afgørelse, og vi er endnu ikke nået frem til, hvordan det skal fortsætte, siger Mercedes-chef Toto Wolff efter mødet på halvanden time.

Forud for den igangværende sæson blev der indført et nyt format i kvalifikationen, hvor en kører elimineres hvert 90. sekund.

Idéen var, at det skulle sikre mere spænding, men sådan er det ikke gået.

Tidligere bestod kvalifikationen af tre kvalifikationsrunder, men det er ikke aktuelt at genindføre det. Den Internationale Motorsportsunion (FIA) og rettighedshaveren Bernie Ecclestone er imod.

- Det er ikke på bordet, siger Toto Wolff om muligheden for at gå tilbage til det tidligere format.

Søndagens Formel 1-grandprix køres fra klokken 17.00. Danske Kevin Magnussen (Renault) starter bagest.

/ritzau/