Ingen erstatning fra Danmark til afghansk fange

Ghosoullah Tarin stævnede i 2009 Forsvarsministeriet og krævede 50.000 kroner i erstatning, fordi han blev udleveret til amerikanske styrker tilbage i marts 2002.

Med Højesterets dom i sagen bliver Østre Landsrets dom fra april 2011 stadfæstet.

Som fange i amerikanernes varetægt har Tarin hævdet, at han fik håret og skægget klippet af og blev sparket og slået af amerikanske soldater.

Højesteret afviser således hans påstand mod Forsvarsministeriet om, at de danske jægersoldater var vidende om, at der var en risiko for, at den afghanske kommandant ville udsat blive udsat for den krænkende behandling. Og dermed mener Højesteret, at staten ikke kan holdes ansvarlig for de overgreb, som den afghanske fange oplevede i amerikanernes varetægt.

Ghosoullah Tarin blev i 2002 udleveret sammen med 30 andre fanger, og kammeradvokat Peter Biering advarede ifølge Information for et par uger siden om, at det vil »få konsekvenser for de danske styrkers aktive deltagelse i udenlandske operationer«, hvis Højesteret tilkendte Ghosoullah Tarin erstatning.

Fangesagen blev første gang sat på dagsorden i forbindelse med Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm »Den hemmelige krig« fra 2006, som beskyldte den danske regering for at have kendt til amerikanske krænkelser af fanger, som danske styrker havde udleveret.

Dagens Gossip