Ingen officiel ceremoni: Newtown mindes børn dræbt skoleskyderi

Skrevet af admin

14/12/2013

Dagens topnyheder

Et år efter at 20 elever blev skudt på en skole i Newtown, Connecticut, har den lille amerikanske by bedt om at få fred og ro til at markere årsdagen i stilhed uden for mediernes søgelys.

Således har myndighederne i byen bedt pressen og andre uvedkommende om at blive væk for at give familier og pårørende "tid til at være alene og få ro til personlig og fælles refleksion".

Synlige skilte over hele byen taler deres klare sprog: "Ingen medier, politiet holder øje", "Ingen presse".

Med vilje er der heller ikke planlagt nogen officiel ceremoni i Newtown lørdag. Der vil ikke være nogen taler, og ingen navne vil blive læst op, som det eksempelvis bliver gjort hvert år i New York til ære for ofrene for terrorangrebet den 11. september 2001.

Den lille by med omkring 28.000 indbyggere har det seneste år været særdeles velbesøgt af journalister, og i løbet af de seneste tre uger har mediedækningen været særlig omfangsrig.

Men næsten alle medier har meddelt, at de vil respektere byens ønske og holde sig væk lørdag, hvor det altså præcis er et år siden, at en bevæbnet ung mand gik ind på grundskolen Sandy Hook og skød og dræbte 20 mindre børn og seks voksne.

Efter massakren, der tog bare 10 minutter, begik gerningsmanden, den 20-årige Adam Lanza, selvmord.

Guvernøren i Connecticut har annonceret, at kirkeklokker vil ringe lørdag klokken 15.30 dansk tid for at markere det øjeblik, hvor Lanza åbnede ild for et år siden. Guvernøren har også beordret alle til at flage på halvt dagen igennem.

Nogle familier i Newtown tændte fredag aften lys til minde om deres kære, og torsdag blev der afholdt en større nattegudstjeneste i National Cathedral i Washington.

USA's præsident, Barack Obama, har sagt, at han lørdag vil holde et øjebliks stilhed i Det Hvide Hus sammen med sin kone, Michelle, til ære for ofrene i Newtown.

Tragedien traumatiserede USA og fortsætter med at hjemsøge den lille by på østkysten.

Fredag blev der også rippet op i sårene, da en ung mand bevæbnet med et gevær trængte ind på en skole i delstaten Colorado og sårede to personer. Efterfølgende begik den formodede gerningsmand selvmord.

Massakren i Newtown har for alvor sat gang i debatten om landets våbenlovgivning.

Flere amerikanske delstater har siden skolemassakren strammet deres våbenlov, men på nationalt plan er lovgivningen uændret, selvom præsident Obama har arbejdet hårdt for at ændre lovgivningen.

/ritzau/AFP