Ingen registrering af flygtninge vækker norsk bekymring

Skrevet af admin

13/09/2015

Dagens topnyheder

Det er bekymrende, at Danmark og Sverige ikke registrerer de flygtninge, der rejser igennem de to lande.

Det mener Jonas Gahr Støre, der er leder af det norske Arbeiderparti.

- Det må vi finde en løsning på. Det er en urovækkende tendens, at Danmark og Sverige nu lader flygtninge rejse videre uden at registrere dem først, siger Jonas Gahr Støre til nyhedsbureauet NTB.

Arbeiderpartiets leder oplyser, at han vil opfordre regeringen til at tage initiativ til et nordisk møde om flygtningesituationen i forbindelse med EU's møde om samme emne.

- Det er vigtigt, at de nordiske lande diskuterer situationen og finder frem til løsninger, siger han.

Han afviser, at Dublin-forordningen er i færd med at revne, men påpeger at den har mangler, som skal forbedres.

Sverige anklagede torsdag Danmark for at bryde Dublin-forordningen ved ikke at registrere flygtninge og migranter, men de svenske udlændingemyndigheder slog lørdag fast, at landet skal følge samme praksis som danskerne.

Udtalelserne fra Jonas Gahr Støre møder ikke opbakning fra hans politiske kolleger fra Venstre og SV.

- Man kan ikke være irriteret over, at lande stopper med at registrere folk i den krisesituation, vi har nået, siger Trine Skei Grande fra Venstre.

- Dublin-aftalen reflekterer en normalsituation, nu er det en undtagelsessituation, tilføjer hun.

Samme meldinger kommer fra lederen af Sosialistisk Venstreparti, Audun Lysbakken.

- Dagens fordeling af flygtninge i Europa er uretfærdig, og det er usolidarisk af Norge at kræve, at andre lande skal behandle alle ansøgerne.

- Jeg forstår ikke, hvorfor Arbeiderpartiet skal være så klar på dette krav om registrering i Sverige, når partiet er så uklart om, hvorvidt Norge selv skal tage ansvar for en større del flygtninge, siger han.

/ritzau/