Ingen rejsekrise i Danmark

Betyder den økonomiske krise, at du ændrer dine ferieplaner for i år?

Hvis du svarer nej, så er du som de fleste danskere. En ny undersøgelse viser nemlig, at 74 procent af os ikke lader sig påvirke af krisen, når det gælder planerne om syd, sommer og sol.

Det er væsentligt højere end gennemsnittet i EU, hvor kun 41 procent ikke ændrer planer.

- Alle lader sig påvirke af krisen, men vi lader os påvirke mindre end de fleste europæiske lande, forklarer Susanne Nordenbæk, chefkonsulent i Oplevelse og Velfærd hos Dansk Erhverv:

- Det skyldes blandt andet, at vi stadig har det godt økonomisk set, og at ferierejser er blevet noget på linje med andre basale goder frem for et luksusgode som i gamle dage. Man prioriterer, at det skal man bare.

EU-Kommissionen har spurgt til turismevaner i de 28 EU-lande samt i Tyrkiet, Makedonien, Norge, Island, Serbien og Israel.

Og på en fjerdeplads - efter Østrig, Norge og Tyskland i top tre - ligger danskernes rejseiver.

Helt modsat ligger Cypern, Portugal og Grækenland, hvor kun mellem otte og 16 procent ikke lader sig påvirke af den økonomiske situation.

- Vores økonomi har ikke lidt på samme måde, som den har i den sydlige del under den finansielle krise, siger forsker Anette Therkelsen fra Institut for Kultur og Globale Studier samt Turismeforskningsenheden på Aalborg Universitet.

Ifølge hende er spørgsmålet om så, hvor mange penge danskerne spenderer på ferien - om der er blevet færre euro til sangriaen eller flere kroner på at udforske vores eget land i campingvognen.

- En form for indflydelse kan det godt have haft, men jeg tror generelt, at ferier er noget, vi vil af sted på, så det finder vi plads til i økonomien, siger Anette Therkelsen.

I løbet af året planlægger 43 procent af danskerne en rejse på fire til 13 døgn, mens 22 procent forventer en rejse på mere end 13 døgn.

/ritzau/

 

Dagens Gossip