Ingen S-tog og kystbanetog under storm

S-tog og Kystbanen blev søndag aften lukket ned fra klokken 22 på grund af stormen Gorm.

I hele landet havde regional- og fjerntog kørt med timedrift. Men ud på aftenen måtte Banedanmark af sikkerhedsmæssige grunde indstille togtrafikken på en række jyske og fynske strækninger på grund af væltede træer.

De lukkede strækninger er: Esbjerg-Skjern-Holstebro, Skjern-Herning, Holstebro-Vejen, Odderbanen (Odder-Aarhus-Grenaa) og Svendborgbanen (Svendborg-Odense).

Banedanmark har sit stormberedskab klar til at rykke ud, og forstmandskabet vil rykke ud for at fjerne de væltede træer, så snart det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, lover Banedanmark.

Kystbanen mellem Københavns og Helsingør kørte normalt indtil klokken 22, hvor denne strækning sammen med S-togene lukkede. Disse lukninger havde Banedanmark varslet på forhånd, og de skete for at undgå skader med væltede træer.

Forsigtigheden skyldes, at der lange banelegemerne står træer, der fik skader under snevejret for nylig, og som risikerer at vælte i stormvejret.

Disse ændringer varer, til stormen er ovre, og der ventes normal drift fra mandag morgen.

Mens Øresundsbroen er lukket for togtrafik under stormvejret, kører togene kun til Københavns Lufthavn, oplyser Banedanmark.

Folk, der agter sig ud i den kollektive trafik, rådes til at følge med i medierne og tjekke rejseplanen.dk, dsb.dk og arriva.dk inden de begiver sig af sted.

/ritzau/

Dagens Gossip