Ingen udsigt til lønfest for de kommunalt ansatte

Skrevet af admin

15/12/2014

Mest læste i dag

De mere end en halv million kommunalt ansatte skal ikke forvente en lønfest, når de nuværende overenskomster udløber.

Det er et af budskaberne fra Kommunernes Landsforening, KL, der mandag har præsenteret sine krav til de kommende overenskomstforhandlinger med de faglige organisationer.

- Det gælder om at finde den rette balance for lønnen. Vi skal ikke løbe foran det private arbejdsmarked, men vi skal heller ikke falde agterud.

- Det kommunale arbejdsmarked må ikke blive et sekunda-arbejdsmarked, siger Michael Ziegler (K), hovedforhandler for KL's løn- og personaleudvalg og desuden borgmester i Høje-Taastrup.

Han mener, at der kun er plads til beskedne lønstigninger, da lønningerne i det offentlige siden 2007 er steget i en hurtigere takt end i det private.

Samtidig befinder økonomien sig i en lavkonjunktur, mener han. KL vil dog ikke på forhånd sige, hvad de kommunalt ansatte kan forvente i lønningsposen fremover.

- Vi har ikke lavet noget regnestykke for det præcise tal. Jeg har ikke engang gemt en hemmelig seddel i lommen, siger Michael Ziegler.

Ud over en afdæmpet lønudvikling vil KL som et af sine hovedkrav kræve et opgør med de mere end 100 overenskomster, der er på det kommunale område. Der skal være færre, og de skal dække bredere.

Det vil ifølge KL kunne betyde, at flere bliver ansat i fuldtidsstillinger, fordi det for eksempel bliver lettere at ansætte en pædagogmedhjælper i en halvtidsstilling til for eksempel også at hjælpe i køkkenet.

De faglige organisationer vil derudover blive mødt med krav om mere fleksible arbejdstidsregler.

- Det er blevet tungt for de enkelte ledere at tilrettelægge arbejdet og lave vagtplaner, fordi reglerne er så forskellige. Vi ønsker derfor mere enkle og smidige regler, siger Steen Christiansen (S), der også forhandler på KL's vegne og er borgmester i Albertslund.

KL har ikke på forhånd lagt sig fast på, hvor lang en periode man går efter at tegne overenskomst for, men Michael Ziegler siger, at "en treårig aftale vil være naturlig".

Overenskomstforhandlingerne skal efter planen være afsluttet 28. februar næste år.

/ritzau/